Hjemmeside Kirke i byen Kirkennavn Kirkenrummet Vinduerne Orgel Et abend sind Histori Musikeksempel


Kirkenrummet

Det gotiske kirkerum, en treskibet hallekirke, vender som de fleste kristne kirker mod øst. De mægtige runde munkestenspiller, der minder om en ældgammel allé, fører blikket frem mod alteret. I første omgang ser det ud, som om der foran trapperne op til alteret er et tværskib gennemstrømmet af lys. I virkeligheden er det afstanden mellem pillerne, der bliver større. De fire bageste fag fra kirkens 1. byggeafsnit, 1390-1440, og det østligste fag er kortere end de forreste, 1440-1480. Man ser det tydeligt, når man kigger op i hvælvingerne. Over alterrummet og det åbne rum foran trapperne til alteret er hvælvingen næsten kvadratisk. Står man i midterskibet, føres blikket op over de opadstræbende piller og hvælvinger, kun brudt af den enkle halve konsol, der markerer, hvor hvælvingerne begynder.
 

På meget lyse dage kan man her se rester af sengotisk maleri (lineære spidsbuearkader med baldakiner). Står man i sideskibet, ser man den samme konsol, på denne side er den en tredjedel længere nede ad søjlen. Det betyder, at hvælvingerne og arkaden til hovedskibet er lavere end i midterskibet. Kirkestolene i Skt. Nikolai har i tidens løb undergået flere forandringer. Tidligere var der en meget bred midtergang med bænke på begge sider. I 1933 skiftede den daværende nationalt orienterede præst, Heinrich Kähler, bænkene ud med gennemgående lange bænkerækker tværs over midterskibet, fra pille til pille. Desuden flyttede han den senreformatoriske renæssanceprædikestol fra 1570 fra sin plads midt i kirken til stedet , hvor den står nu, to piller længere fremme i kirken. Som han sagde: »Jeg vil have en samling af tyske kristne foran mig.« (Kähler måtte se kritikken af sin positive opfattelse af naziregimet i øjnene. Den kom bl.a. fra familien selv: »Heinrich tager fejl« konkluderede hans kone.) I forbindelse med anskaffelsen af et nyt varmeanlæg i kirken i 1997 flyttede man kirkestolene tilbage, så der igen blev en bred midtergang. Derigennem tydeliggøres »processionsvejen«, vejen til Gud, som mennesket symbolsk går ved gudstjenesten.

Før reformationen, indtil 1526, fejrede man gudstjeneste ved et af de 18 altre, der var i kirken. Det trefløjede alter fra middelalderen, der desværre er gået tabt, var ikke så dominerende og centralt som det nuværende rokokoalter. Et gitter adskilte koret fra kirkeskibet. Nogle af de »katolske billeder« blev i forbindelse med reformationen fjernet i 1598. Først ved den »store rengøring« 1840-47, hvor sidealtrene, gitteret og adskilligt inventar forsvandt, fremstod det nuværende rums karakter med munkestenspillerne, det hvidkalkede murværk og det frie blik mod alteret.